Onsdag den 06. July 2022

    Log på

    Brugerlogin

    Brugernavn
    Kodeord
    Husk mig

Beretning 2013

AKTIVHUSET VIRKEDAL

Bestyrelsens beretning for året 2013

Siden vi havde generalforsamling sidst, er der sket meget både i og uden for Aktivhuset.
Der har været, jeg ved ikke hvor mange ministerrokader med deraf følgende udskiftning af ministre. Der har ikke været udskiftning af nogen "ministrer" hos os, og jeg har lyst til at citere en tidligere statsminister, uden dog at drage sammenligninger: "Det går ufatteligt godt"


Lidt om huset.

Året startede med at vi kunne  opfylde et ønske fra caféen om udskiftning af køkkeninventar. Det var en større omgang hvor underskabe og bordplade omkring vask og komfur blev udskiftet. "Pigerne" har derved fået et funktionelt køkken.

I starten af året havde vi besøg af rådmanden for ældre- og handicapområdet Jane Jegind. Det var et meget vellykket møde hvor Jane Jegind udtrykte sin begejstring for huset og samtidig stillede sig positivt til vore ønsker om mere plads.

Det resulterede i, at vi fik lovning på at kunne overtage brugen af kontoret for enden af gangen og en del af mellemgangen over til plejehjemmet. I den forbindelse skal det lige nævnes, at der havde været lidt problemer i forbindelse med brugen af det lille motionsrum på plejehjemmet. Det betød så, at samtidig med ombygningen blev motionsdelen adskilt fra Virkedal og der blev stiftet en selvstændig klub, som efter aftale med kommunen overtog brugen af motionsrummet.

Lokaludvidelsen, som blev effektiv i august, betød også en omlægning af aktiviteterne på Virkedal.

Det mest iøjnefaldende var flytning af billardbordet til Nordstuen, som efterfølgende kom til at hedde Billardstuen. Dette gav en meget større mulighed for at kunne bruge billardet. Således er der stadig ledige pladser om eftermiddagen ved bordet. Receptionen noterer gerne. Samtidig er udnyttelsen af lokalet, hvor det tidligere stod, effektivseret. Bl.a. fik husorkesteret mere plads at øve på, og Veststuen, som det kom til at hedde, var til større glæde for andre aktiviteter.

Aktiviteter

Af aktiviteter kan blot nævnes:

Sølvarbejde, som vi har haft på ønskeseddelen i nogle år, er rigtig kommet i gang.

Stensliberne har etableret endnu et hold

Træværkstedet har nu aktiviteter både mandag, tirsdag og onsdag. De er meget kreative, men alle skal vide, at det kan være forbundet med en stor risiko. Desværre havde vi et uheld for nylig, der får mig til at understrege, at uheld på Virkedal skal dækkes af egen ulykkesforsikring.

Begynderhold for IT-brugere fungerer også. Meningen med dette hold er jo at forberede nye brugere med de basale kundskab vedr. bruger af computeren, inden de sluses ind på de ”rigtige” hold.
Sidste år gjorde vi en fejl ved at etablere 3 begynderhold. Meningen var jo at brugeren skulle sluses ud på de rigtige hold ret kort tid efter deltagelse på begynderhold. Resultatet blev imidlertid, at udslusningsperioden blev meget lang.


Selv om flere hold har udvidet, er der stadig ventelister på flere hold.
Det drejer sig om:


   Træværkstedet
   Læsekreds
   Tegning
   IT og
   Engelsk og her ville der være rart hvis vi kunne finde en ny vejleder.


Sidste år nævnte jeg, at vi havde startet et forsøg op med IT-Café for husets brugere.

For at imødekomme et ønske fra kommunen, om at gøre den ældre generation rustet til den øgede digitalisering, fik vi bevilget et beløb til indkøb af IT-udstyr, således, at der nu også er IT-café om mandagen. Odense kommune har ved at opsætte en Hot Spot forstærker gjort det muligt at bruge internettet vederlagsfrit. Meningen med caféen er, at alle pensionister vil kunne henvende sig der mandag og tirsdag formiddag mellem kl. 10 og 12 med spørgsmål vedr. computer eller brugen deraf.
Det er vort håb at brugerne af IT-caféen er eller relativt hurtigt bliver medlem af Virkedal.


Petanque-turneringen har nu brugt bookningssystemet via hjemmesiden i et lille års tid, og det ser ud til, at det er faldet i god jord.

Via hjemmesiden har vi endvidere tilsyneladende haft succes med udsendelsen af vores nyhedsbreve. Der er vi naturligvis åbne for positiv kritik, hvis der er ting, I gerne vi have ændret.

Nyhedsbreve er én måde at formidle nyheder, men det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi i bestyrelsen har haft mange tanken om hvordan medlemmerne bliver opmærksomme på forskellige aktiviteter og arrangementer. Lad mig nævne i flæng: Opslagstavle, små sedler, opslag på døre og vinduer og informationsskærm i receptionen. For meget eller for lidt ? - Det ser i alle tilfælde ikke pænt ud med alle disse tapemærker på ruderne

Til slut vil jeg gerne udtrykke bestyrelsens glæde over at der er så stor opbakning ved både Vennernes og Husets arrangementer. Jeg vil tillade mig at nævne især et arrangement. Det er "Virkedal underholder". Der kommer mange og hører på, men jeg vil opfordre til, at man allerede nu finder de kunstneriske gener frem og kommer med et bud på underholdning den dag.

Vi og alle de frivillige gør det bedste, for at livet på Virkedal skal være muntert og godt. Derfor er det også glædeligt, at vi generelt snakker pænt og ordentligt til hinanden.

Helt særligt vil jeg takke alle de frivillige både vejledere og damerne i receptionen og caféen for det store og pligtopfyldende arbejde de lægger for dagen. Vi må ikke glemme, at caféen og Virkedals Venner er et meget stor aktiv i forbindelse med driften af huset. Så støt huset, brug caféen.

Bestyrelserne for Vennerne og Aktivhuset Virkedal skal have tak for deres indsats i løbet af året og for det gode samarbejde.

Alle Virkedals brugere skal også have en tak for det medansvar de påtager sig i hverdagen, og ikke mindst fordi I viser Jeres interesse ved at møde op i dag.

Hermed overgiver jeg beretningen til forsamlingen.

Bjarne Rohde                           



                                                                           ………………………………………………………
                                                                                              Dirigent