Onsdag den 06. July 2022

    Log på

    Brugerlogin

    Brugernavn
    Kodeord
    Husk mig

Beretning 2018

Indledning

Året 2018 har også i år budt på mange forskellige opgaver for bestyrelsen.

Kassereren slås stadig med regnskabssystemet og har ofte kontakt til Winkas support, for at vi kan få rigtig fornøjelse af systemet, som tilsyneladende kan meget mere, end vi er klar over.

Kontingentbetaling

Det fungerer rigtig godt med betaling af kontingent via internettet og MobilPay. Lad os understrege, at MobilPay ikke kan benyttes som betalingsmiddel i caféen.

Årsagen er ganske simpelt den, at det koster os kr. 0,75 pr. transaktion med MobilPay, og det står ikke rigtig mål med prisen på en kop kaffe til kr. 7,-.

Persondataforordningen

Lige som andre virksomheder og foreningen har det være nødvendigt for Virkedal at have en persondatapolitik. Den kan i øvrigt læses på vores hjemmeside.
Dette ikke mindste for at sikre, at medlemmernes personlige data opbevares på betrykkende vis. Det kan få alvorlige konsekvenser hvis vi overser disse at vi ikke har flere oplysninger om Jer.

Anskaffelser

Nyt klæde til billardbordet.

Ny computer og printer til Receptionen

Forskelligt håndværktøj til værkstedet

Kommunen havde i 2018 indført muligheden for, at man kunne søge §18-midler mundtligt ved henvendelse til Borgerservice. Det gjorde jeg, og det resulterede i, at vi fik bevilget tilskud til anskaffelse af computer og håndværktøj. Vi blev dog gjort opmærksom på, at det ikke lige var det, der var tænkt på med §18-midler.

Bestyrelsen har som nævnt før, besluttet at der købes kunstværker af de udstillende kunstnere, hvis det falder i udvalgets smag. Vi har ikke haft så mange udstillinger i 2018, og har derfor heller ikke købt nye kunstværker, da vi faktisk snart har kunst på alle væggene

Aktiviteter

Billard

Her kan der spilles alle dagene man.-tors.,  og der er stadig væk ledige pladser. Vi forventer naturligvis, at man er fleksible således, at der kan være 4 på hvert hold.
Der er kommet nyt klæde på bordet, og der er anskaffet en ny håndstøvsuger. I den forbindelse henstiller vi til brugerne, at de efter endt brug, tager sig tid til at støvsuge klædet på bordet.

Blomsterbinding

Der er stadig 2 hold med begrænset venteliste. Mødedatoer kan ses på opslag eller på Virkedals hjemmeside.

Bridge

Desværre mangler der spillere på tirsdagsholdet, så man nu kun spiller på 3 borde. Hvis der er nogen af Jer der har lyst til at deltage er I velkommen. Det forudsætter blot at I kender spillet. Vi kan ikke tilbyde undervisning.

Engelsk

Der er nu fire hold, og alligevel er der venteliste. Ikke overvældende, men der kan være forskellige årsager til at de står der. F. eks. en tilbudt dag som ikke passer.

Håndarbejde

Holdet fik som jeg tidligere har nævnt ny ”tovholder” ved Bente Nielsen, da Vivi Olsen stoppede som vejleder

Husorkesteret

Som alle ved øver husorkesteret hver onsdag fra 9 - 12. Det er ikke fordi vi savner medlemmer. Vi kan dårligt være flere i lokalet. Derimod kniber det efterhånden med at finde engagementer, så jeg kan da kun opfordre til, at I laver lidt reklame for orkesteret. Vi tager gerne ud med 6-7 mand og spiller på plejehjem og ældreklubber, for det beskedne beløb af kr. 1.000,-.

IT

Den store pukkel der var, da det offentlige forlangte, at alle skulle have digital post, forsvandt ved, at der blev oprettet IT-caféer på skoler og biblioteker, samt at man på ældreområdet arrangerede hjælp til computerbetjening i hjemmene.
D.v.s. at der ikke er hold om fredagen længere. Ligesom der er blevet plads til slægtsforskning mandag fra 14 – 16.
Som I sikkert ved, har vi nedlagt vores IT-cafè. Der var ganske simpelt ikke søgning nok. Er man på et IT hold, er man velkommen til at forelægge vejlederen sit problem, og jeg er sikker på at vedkommende vil forsøge at løse det.
Som noget nyt forsøgte vi med et hold med vejledning for smartphones og android-tabletter.
Forløbet var tilfredsstillende, men opgaven er ikke så lige til.
For det første bliver vi præsenteret for meget varieret udbud af modeller, og desværre sker der også det, at telefoner og tabletter ofte arves af børnebørnene. Det betyder, at vi kommer ud for, at modellerne ikke lever op til de nye krav som de forskellige apps stiller. F.eks. vil en app som MobilPay, i fremtiden ikke kunne køre på ældre smartphones.

L’hombre, Ligeud og Whist

Deltagerantallet her er nogenlunde uændret, men der kan sagtens være flere med.

Læsekreds

Her fik allerede i 2017 en ny ”tovholder” ved Else Hager, som sørger for at deltagerne får et godt udbytte af de bøger de læser.

Petanque

Der var desværre ikke så mange der harvde meldt sig til vores turnering i 2018.
Petanqueudvalget havde ellers arrangeret petanqueskole om tirsdagen, for om muligt at gøre flere interesseret i dette fornøjelige spil. Tirsdagsskolen oprettes ligeledes i år og vi håber derfor, at flere vil melde sig til turneringen

Sangkoret

Vores sangkor har rigtig mange medlemmer. Også så mange at vi ikke kan være flere. Så bestyrelsen har besluttet, at interesserede nu skrives på venteliste.
Dirigenten havde sidste år et håb om at realisere sin drøm, om at koret kunne synge flerstemmigt. Det er svært, men dirigenten drømmer endnu.

Sidder der nu en med en lille sangfugl i maven, kunne man måske have glæde af at deltage i "Syng sammen" hver den første torsdag i måneden.

Slægtsforskning

Som de fleste ved blev slægtsforskning flyttet til mandag eftermiddag. Det går rigtig godt og der er p.t, omkring 13-14 personer tilmeldt. På holdet bliver der ikke undervist i IT, idet det forudsættes, at deltagerne har en basal IT-viden.

Stenslibning og Sølvarbejde

Der er plads til flere, så er du interesseret kan du tage en snak med Inge Pedersen.

Syng sammen

Som før nævnt er alle sangfugle velkommen den første torsdag i måneden. Se opslag eller se på Virkedals hjemmeside

Tegneholdet

Tegneholdet har også fået ny vejleder i Ivan Jørgensen i stedet for Kirsten Banke, som også har valgt at stoppe.

Træværkstedet

Der er p.t. 4 hold på træværkstedet. Flemming prøver at fordele interesserede. Der er dog begrænsninger i forhold til de fysiske rammer.
Træværkstedet skal i øvrigt have stor ros for deres hjælpsomhed med forskellige opgaver.

Øvrige

Banko som hver anden mandag lokker omkring 35 – 40 medlemmer til pladerne

Stavgang som har en lille trofast skare der hver tirsdag og onsdag drager af sted på en lille gåtur.

Vaccinationer

Igen i 2018 var der i oktober måned influenzavaccinationer på Virkedal.
Lokalrådet betalte kaffe og en småkage.

Antallet af fremmødte har været for nedadgående de sidste år. Årsagen til der ikke kom så mange de to dage, skyldes, som jeg også sagde sidste år, det faktum, at mange benytter lejligheden til få vaccinationen hos egen læge, når de alligevel er der.

Medlemstal

Bodil vil senere oplyse Jer om medlemstallet. Det er dalende. Hvilket nok kan tilskrives den før nævnte store nedgang i IT-aktiviteterne, med vi må også erkende, at nogle brugere fravælger Virkedal p.g.a. de dårlige parkeringsforhold.
Vi kan kun opfordre til, at I alle gøre en indsats for at skaffe nye medlemmer. Fortæl Jeres venner og alle de steder I kommer om Virkedal og det gode sammenhold vi har.

Parkering

Jeg kommer vel heller ikke uden om at omtale dette emne. Igen, igen.
Umiddelbart er der ikke nogen løsning der ligger lige for. Vi havde her først på året besøg af rådmand Søren Windell, som havde en anderledes imødekommende forståelse for vores problem. Bl.a. kom han uopfordret med løsningsforslag som jeg tidligere har forelagt kommunen.

Til slut vil jeg gerne takke bestyrelsen, for det arbejde de har lagt for dagen. Der er som sagt mange ting at tage vare på, når huset er så stort, som det er.

Tak til Vennerne. Til vennernes bestyrelse, cafédamer/herrer, samt damerne i receptionen. Det er ikke mindst fordi samarbejdet de to bestyrelser imellem fungerer så godt, som det gør, at vi får huset til at være et godt sted for vores brugere.

Til sidst men ikke mindst. Tak til alle vejlederne, som ofrer deres tid, som støtte til brugerne i de enkelte aktiviteter.
Endelig en tak til alle Jer, husets brugere for den loyalitet og opbakning I viser.

Hermed overgiver jeg min beretning til forsamlingen.

Bjarne Rohde