Beretning 2012

AKTIVHUSET VIRKEDAL

Bestyrelsens beretning for året 2012

Atter er vi samlet for at afholde generalforsamlingen for Aktivhuset Virkedal. Det er dejligt at se så mange medlemmer møder op og viser interesse for det arbejde vi lægger for dagen og høre lidt det vi har oplevet i løbet at året.

Lidt om huset.

Det har igennem nogle år været vores mål at anskaffe en hjertestarter til huset. Det lykkedes så i år ved hjælp af et sponsorat fra Sparekassen Fåborg, en indsamling blandt husets brugere og så det resterende beløb fra Aktivhuset Virkedal.

Af politiske årsager er Plejehjemmet ikke interesseret i hjertestarter ophængt i deres lokaler. Derfor er der etableret en branddør mellem Virkedal og Plejehjemmet.  Det har så den fordel, at de ikke bliver generet af støj fra værkstedet, og vi kan aflåse i forbindelse med udlejning af vore lokaler.

Som det vil være de fleste bekendt, er der i forbindelse med årsskiftet også lavet om på tiderne i forbindelse med brug af det lille motionsrum. Det må kun benyttes i tidsrummet mellem kl. 15 og 17 mandag til torsdag. Vi har som udgangspunkt valgt at fordele tiden blandt brugerne med 2 x ½ time om ugen. Der er ophængt en afkrydsningsliste i motionsrummet, således, at vi kan danne os et overblik over belastningen af rummet.
Når talen er om motionsrummet, vil jeg gøre opmærksom på, at vi låner det af plejehjemmet. Derfor er det vigtigt, at I har fornøden respekt for deres holdninger. Er der noget I synes bør ændres, så siger I det til mig eller bestyrelsen, og indleder ikke nogen diskussion med plejehjemmets personale.


Udvidelsen af skuret blev med tilskud fra kommunen færdiggjort, således at værkstedet fik lidt mere lagerplads og der blev plads til at havemøbler og parasoller kunne opmagasineres fornuftigt. I den forbindelse skal vi lige påskønne, at det var vores egne ”træmænd” der stod for byggeriet. Så endnu en gang viste de deres værd.

Efter god betænkningstid besluttede kommunen at optegne striberne på parkeringspladsen. Samtidig lykkedes det at etablere to ekstra invalidepladsen, så vi nu disponerer over tre pladser. Her vil jeg gerne opfordre til, at disse pladser ikke benyttes uden behørig hjemmel. D.v.s., invalideskilt og tilladelse skal være i orden. Ikke noget med at snyde selv om det en gang imellem skal knibe med p-pladser.

Værkstedet har blandt andet værktøj fået tre nye drejebænke, som bruges flittigt og efter hvad de selv siger et godt køb.

Aktiviteter

Af aktiviteter kan blot nævnes:

Læsekredsen hvor holdet er næsten fuldt besat. P.t. er der to ledige pladser.

Samtaleengelsk med et nyt hold som også et fuldt besat, og der er oveni købet allerede venteliste til denne aktivitet

”Spillebulen” som dog indtil videre holder sig til rafling, men tanken var, at der også skulle være plads til andre spil.

Stensliberne er nu oppe på 6 brugere hvilket er en forøgelse på 100%.

Billedbehandling etableres på skift med Picasa og Photofiltre, og indtil nu har holdene været besat.

Begynderhold for IT-brugere fungerer også. Meningen med dette hold er jo at forberede nye brugere med de basale kundskab vedr. bruger af computeren, inden de sluses ind på de ”rigtige” hold.

Som noget helt nyt har vi prøvet at etablere en IT-Café for husets brugere. Meningen med den er at alle Virkedals medlemmer vil kunne henvende sig der tirsdag formiddag mellem kl. 10 og 12 med spørgsmål vedr. computer eller brugen deraf.
Til det formål har vi af kommunen fået bevilget et beløb til indkøb af tre bærbare PC-er. De to med Windows 7 og en med Windows 8


Det nyeste der er sket, er at Virkedals hjemmeside efter årsskiftet har gennemgået en renovering. Den har fået et nyt udseende. Den er blevet mere dynamisk og vi prøver med den nye side at promovere vores sponsorer mere tydeligt.
Vi vil også på siden prøve et nyt bookingsystem til petanqueturneringen i foråret. Målet er, at man skal kunne sidde hjemme ved sin computer og booke ledige baner online. Derud over vil der blive stillet en PC til rådighed på Virkedal, hvor man så kan få hjælp hvis det ønskes.


Som det fremgår, sker der hele tiden noget i huset. Der er ikke mange ledige stunder, og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at vi godt kunne bruge lidt mere plads. Det giver de nuværende fysiske rammer ikke mulighed for.

Til slut vil jeg gerne udtrykke bestyrelsens glæde over at der er så stor opbakning ved både Vennernes og Husets arrangementer.

Vi og alle de frivillige gør det bedste, for at livet på Virkedal skal være muntert og godt. Derfor er det også glædeligt, at vi generelt snakker pænt og ordentligt til hinanden.

Helt særligt vil jeg takke alle de frivillige både vejledere og damerne i caféen for det store og pligtopfyldende arbejde de lægger for dagen.

Bestyrelserne for Vennerne og Aktivhuset Virkedal skal have tak for deres indsats i løbet af året og for det gode samarbejde.

Alle Virkedals brugere skal også have en tak for det medansvar de påtager sig i hverdagen, og ikke mindst fordi I viser Jeres interesse ved at møde op i dag.

Hermed overgiver jeg beretningen til forsamlingen.

Bjarne Rohde                             ………………………………………………………
                                                                                              Dirigent

Aktivhuset Virkedal
Mågebakken 80E
5250 Odense SV

Tlf: 66 17 05 54 - Mail: virkedal@virkedal.dk